• Større bygningsskader gør ondt på forsikringsselskabet Alm. Brand

    来源: BDK Finans / 15 8月 2024 02:34:31   America/New_York

    Selv om forsikringsselskabet Alm. Brand har formået at løfte indtægterne fra forsikringer betydeligt, har store udgifter til erhvervskunder haft mærkbare konsekvenser. I andet kvartal er selskabet kommet ud med et forsikringsresultat på 312 millioner kroner, viser selskabets halvårsregnskab torsdag. I samme kvartal sidste år blev det til 425 millioner kroner på den post. Nedgangen skyldes enkelte større bygningsskader hos erhvervskunder, skriver Alm. Brand, uden at præcisere hvad det handler om. Erstatningsudgifterne til såkaldte storskader udgjorde 239 millioner kroner i andet kvartal mod 104 millioner i samme kvartal 2023. Det har derimod været en mild periode, når der måles på udgifterne til vejrskader. Her endte erstatningsudgifterne på 26 millioner kroner. Alm. Brand kan derimod glæde sig over, at indtægterne fra forsikringer er vokset. I andet kvartal lød indtægterne herfra på godt 2,7 millioner kroner. Det er en stigning på 138 millioner kroner. - Vi er rigtig godt tilfredse med den stærke vækst i vores forretning i første halvdel af året, hvor stadig flere kunder har valgt Alm. Brand Group til, siger topchef Rasmus Werner i regnskabet. - Vores dygtige medarbejdere har hjulpet flere end 200.000 kunder med forebyggende rådgivning og hjælp med skader og har samtidig udviklet vores forretning. Det er utrolig flot. Ifølge direktøren viser udviklingen for henholdsvis erhvervs- og privatkunder, at der er en styrke i at have en bredt funderet forretning. - Hvor vores privatområde i årets start var præget af det voldsomme vejr, leverer området en markant resultatfremgang i andet kvartal. - Erhvervsforretningen startede året stærkt, mens resultatet i andet kvartal blev påvirket af flere storskader. Samlet set betyder det, at vi kan præsentere et tilfredsstillende resultat for første halvår. På bundlinjen ligger 35 millioner kroner mod en kvart milliard i samme periode sidste år. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/business/stoerre-bygningsskader-goer-ondt-paa-forsikringsselskabet-alm-brand
分享